Unit IT’s årsresultat påvirket af kraftig vækst og ekstraordinære investeringer

Unit IT har i regnskabsåret 2024/25 år gennemført den mest omfattende transformation i virksomhedens historie. To større carve-out opkøb er blevet succesfuldt integreret, mere end 100 nye medarbejdere er budt velkommen, og hele IT- og procesplatformen er blevet udskiftet for at sikre skalerbarhed til fremtidig vækst.

Fremgang og investeringer i fremtiden er nøgleord for Unit IT's seneste årsregnskab

Årets regnskab viser en omsætning på DKK 483 mio., en markant stigning drevet af både opkøb og organisk vækst. Resultatet er negativt påvirket af de ekstraordinære investeringer og større engangsomkostninger, der følger med en transformation af denne skala, resulterende i et negativt resultat på DKK 14 mio. efter skat.

Om årsresultatet fortæller CEO Jess Julin Ibsen, ”Vi betragter året som et nødvendigt vendepunkt, hvor vi, med ejernes opbakning, har foretaget massive investeringer i vores produktionsplatform, for at sikre langsigtet robusthed og konkurrencekraft. Både vores opkøb og etableringen af vores internationale kontor i Prag er gået som planlagt og allerede begyndt at skabe værdi. Men det er også klart, at en transformation i den skala driver ekstraordinære omkostninger. Resultatet er selvfølgelig ikke tilfredsstillende i sig selv, men vi har investeret i en platform og en organisation, der gør os markant stærkere rustet til fremtiden.”

Unit IT er vokset gennem opkøb og fuldfører omfattende transformation

Med tilføjelsen af forretningsområder indenfor ’IT Outsourcing’ og ’Infrastucture Managed Services’ fra GlobalConnect og Cepheo er Unit IT vokset markant i både størrelse og kapacitet. Opkøbene er fulgt op af en fuld omlægning af interne systemer, herunder ERP, ITSM, CRM samt interne kommunikationsværktøjer og processer. Alle systemer er nu samlet i en moderne og sammenhængende platform.

”Vi har løftet hele fundamentet for vores forretning og står nu med en organisation og en teknisk infrastruktur, der kan skalere hurtigt, integrere nye opkøb effektivt og understøtte automatisering og AI-integrationer hos vores kunder”, siger CEO Jess Julin Ibsen.

Transformationen har også omfattet etableringen af Unit IT’s første internationale kontor i Prag, som blev indviet sidste forår og i dag huser mere end 50 specialister. Leverancecenteret spiller allerede en væsentlig rolle i daglig drift og kapacitetsopbygning.

Unit IT står nu med en styrket organisation, en samlet teknologisk platform og et internationalt setup, godt rustet til at tage de næste skridt på vækstrejsen. For regnskabsåret 2025/26 forventer virksomheden vækst og en positiv udvikling i både omsætning og indtjening, drevet af øget efterspørgsel og en mere effektiv drift.